22-05-2012

Projekt Kort: Sæsonen skudt i gang

En projektdeltager fortæller om sæsonens første landssamling i Vingsted.

 

Den første fælles træningssamling for Projekt Kort skytterne, både øst og vest for Storebælt, blev skudt i gang på 50 meter banerne i Vingsted. En fantastisk, sjov, lærerig, spændende, hyggelig og blæsende weekend i skydningens tegn.

Straks efter ankomsten til Vingsted, hvor vi blev modtaget af træner-trioen - Jan Østergaard Jensen, Jan Bruhn og Erik Brix Laursen - blev skydeudstyret pakket ud, og vi blev et KAP-resultat rigere.

Som de fleste har oplevet, kan det være en rigtig kold fornøjelse at skyde udendørs i maj. Det blæste mellem 12 og 18 m/s, og temperaturen var mildest talt temmelig kølig. Men riffelskytter er ikke kendt for at gå ned på udstyr, så mellem skydetøj, rifler og ammunition, halede vi liggeunderlag og tæpper frem og kastede os over opgaven med stor appetit.


Ole Olsen og Anne Bertelsen er begge udtaget til Bisley.

 

Efter skydningen kørte vi til Danhostel i Vejle, hvor vi gennemgik resten af weekendens udfordringer og dyrkede den sociale side af skydesporten.

For de af os - der havde været tidligt oppe og på arbejde og havde kørt temmelig langt for at deltage - var trætheden så småt ved at melde sig. Nogle krøb forholdsvis tidligt til køjs, mens andre kastede sig over et spil bordtennis.

 


Tid til et slag bordtennis inden sengetid.

Efter morgenmaden lørdag kunne vi konstatere, at vinden stadig var i sit iltre hjørne, og at temperaturen heller ikke rigtig var med os. Pyt med det, sæsonen er spæd, og vi havde set frem til at få nogle ”skud i kroppen”.

Hele formiddagen stod på teknisk træning, hvor især den liggende skydestilling blev trænet.

 
Jack Lessow træner den knælende stilling.

Efter ønske fra flere projektdeltagere havde vores træner-trio efter frokost inviteret våbenkonsulent Jens E. Christiansen til en snak om religionen riffelrensning, vedligeholdelse m.m.

Det lød umiddelbart tørt, men viste sig faktisk at være et ret informativt indlæg, hvor vi fik en god og brugbar viden om materialer, materiale-sammensætning, deres effekt og virkning. En del myter blev aflivet og afløst af fakta.

 
Signe Knudsen træner knælende.

Vi fik også en kort snak om våbenlovgivning og ammunition.
Jens E er en meget levende fortæller. Han er god til at svare på spørgsmål og til at demonstrere ud fra de emner, han har valgt som oplæg. Det kan varmt anbefales at invitere ham til en foreningsaften evt.i forbindelse med den årlige våbenkontrol af foreningsmedlemmernes våben.

Og så er han oven i købet ”gratis” idet han er lønnet af DDS, så hvis foreningen booker i god tid, og serverer en kop kaffe, så har man gjort sin forening og dermed sine medlemmer en stor tjeneste.

Der blev rettet, regeret, skudt, frosset, rettet mere, øvet, afprøvet ændringer, skudt, afprøvet flere ændringer, øvet igen, og skudt nogle æsker ammunition, inden vi ved 17-tiden afmonterede tæpper, liggeunderlag og skydetøj og ryddede op.

Efter aftensmaden var der evaluering af dagen, kaffe og hjemmebagt kringle, og…………………..afsløring af årets Bisley deltagere.

I år var det besluttet, at de otte pladser skulle gå til projektdeltagere, der ikke tidligere havde oplevet Bisley.

Se de otte skytter

Erik B. Laursen briefede om rejsen: Ikke overraskende er der en hel del papirarbejde i at få våben ind i England og specielt da turen foregår, mens der er OL i London, må man forvente et større ”security-cirkus”…. Heldigvis er Erik en erfaren herre hvad Bisley angår. Og han er rigtig godt hjulpet af Laila Højfeldt i aktivitetsafdelingen, der står for at få koordineret de rette papirer til de rette myndigheder i rette tid.

Efter snak med Erik om praktiske detaljer var der fælles hygge, hvor der blev spillet kort, snakket og skytter der tidligere havde været af sted, storsindet og gavmildt delte ud af gode råd, erfaringer, tips og tricks. Der blev også vist foto og lavet aftaler om lån af kikkerter og andet udstyr man kan få brug for i England.
 


Det tabende hold modtog det grimme trofæ.
 

Søndag morgen stod vi op til en smuk morgen med sol og næsten ingen vind.

Morgenmad var allerede fra kl. 6.30, så der var god tid for de morgenfriske til en sludder over morgenkaffen, og tid til en time længere på øjet for dem, der trængte til det.

Kl. 9 stod den på to timers teknisk træning på 50 meter banerne, inden vi skulle skyde den indledende runde i den meget eftertragtede øst/vest kamp.

Efter den indledende runde stod det 5-1 til vest-holdet. Så jyder og fynboer gik til frokost i troen på en nem sejr. Efter frokost skulle finalen skydes på 50 meter faldmål. Og her hentede øst holdet de tabte point og mere til – nemlig sejren.
 


En glad holdleder for østholdet er sluppet af med hånepræmien.

Til højre:
Vest-holdet får overrakt trofæet og må leve med både det og ærgelsen indtil næste dyst mod øst-holdet.

 

 

Skrevet af Anne Bertelsen, Stege Nordre Skytteforening 22-05-2012

Magasinet SKYTTEN

Tilmeld dig Skytten NYT
 



Skytten NYT udkommer 2-4 gange pr. måned

Se alle Skytten NYT

Tilmeld dig nyhedsbrevet om ADHD
 


Se alle FOKUS Nyt

 

Bladet Skytten udkom sidste gang i juni 2013

Se alle bladudgivelser

DGI

Vingsted Skovvej 1 /  7100 Vejle
Tlf. 7940 4040 
www.dgi.dk

Redaktion: Helle Veel

DM 15m riffel og pistol

 

 

Store Skydedag

Bisley Cup 24. maj 2014

Faldmålsstævner

November 2013 - marts 2014